Julen er traditionernes tid – også i Strøjer Samlingen.

Skrevet den

fb-jul

Der er masser af hjertevarme i Strøjer Samlingen i weekenden 3.- 4. december. Der er vel ingen der er i tvivl om, at bilsamleren Jørgen Strøjer har valgt biler ud fra hjertet, så Strøjer Samlingen er i dag en af Danmarks fineste bilsamlinger.

Der er måske færre der ved, at Jørgens kone Karen er næsten ligeså passioneret omkring jul og de mange traditioner, der knytter sig dertil.

Men det kan man få syn for, når Hr. og Fru Strøjer kombinerer interesserne i det store julemarked den 3.- og 4. december. Julemarkedet finder sted i de smukke lokaler og midt imellem nogle af Danmarks flotteste biler. Der er alt fra kongelige biler fra trediverne til næsten nye racerbiler i den nyåbnede Pitlane, og det giver julemarkedet i Strøjer Samlingen en helt særlig atmosfære. Masser af udstillere viser specialiteter og nogle af bedste produkter fra lokalområdet: Meget af det er håndlavet og alle i hvert fald med passion: Nøjagtigt ligesom Samlingen lægger op til.

Masser af passion
Udstillerne disker for eksempel op med håndlavede hatte, håndplukkede naturprodukter og håndmalet keramik. I den kommende kolde vinter kan også et væld af fine håndstrikkede sager fra sjaler til sokker nok varme de besøgende, og der skal da heller ikke mangle smykker, vine, blomster, juledekorationer og andre delikatesser som charcuterivarer fra pølser til citronmarinerede skinker?

Sjov julemotion
Julen er som bekendt også en af de perioder, hvor danskerne tager mest på i vægt. Men så kan man måske få inspiration til en rigtig populær form for motion – nemlig dans. I årets julemarked er det ikke passivt kiggeri det hele, for når dansetruppen ” Kom og Dans ” besøger Strøjer Samlingen søndag, så lever de helt op til deres navn – for de besøgende må meget gerne danse med. Medbring gerne de flade sko, find danseglæden frem og giv den gas. Det er god træning inden turen rundt om juletræet juleaften.

Uden mad og drikke duer helten ikke – og bare rolig, ingen skal gå sultne hjem fra et julemarkedet på Strøjer Samlingen. Udbuddet er bugnende stort som en julefrokostmenu, og der mangler hverken ribbensteg, rødkål eller risalamande. Så her kan der også smug trænes til juledagene. Men der er også tænkt på de lettere retter, og den klassiske kylling/bacon sandwich eller croissant med hønsesalat er næsten ligeså traditionel som julen selv. Sild? Æg og rejer? Gløgg og æbleskiver får duften af jul frem samt diverse drikkevarer som øl og vin mangler der heller ikke. Den søde tand er der selvfølgelig også tænkt på.

Så vi håber det fremgår, at Strøjer Samlingen igen i år har gjort sig umage med julemarkedet.  Vi er helt klar til at modtage mange juleglade familier.

Det bliver årets sidste åbningsdage i 2016, men vi lover at vende stærkt tilbage i 2017. Meget stærkt, endda – og det kommer der mere om i næste nyhedsbrev.

Program for lørdag
10.00 Dørene åbnes
11.00 Fortællinger om bilerne
14.00 Fortællinger om bilerne
16.00 Tak for i dag

Program for søndag
10.00 Dørene åbnes
10.30 Kom og dans
11.00 Fortællinger om bilerne
13.30 Kom og dans
14.30 Fortællinger om bilerne
16.00 Tak for i dag

Billetter:
Entré kr. 50,- (normalpris kr. 150,-) børn 8-12 år kr. 25,-

Billetter sælges ved indgangen. Vil du købe billetterne på forhånd KLIK HER

Vi glæder os til at se jule- og bilentusiaster den 3. – 4. december til jul i Strøjer Samlingen. Begge dage er der åben fra kl. 10 til 16.

På gensyn til julemarkedet i Strøjer Samlingen.